NYHEDER
18. april 2009 - Udstilling i Hedensted
Dommer: Rajko Rotner, SL - Excellent - 4 ÅKK.
Nu er det efterhånden 3 uger siden Vanilla blev parret, og det var egentlig ikke planen at vi skulle på denne udstilling, for det kan man jo ikke når man er blevet lidt buttet. Men da både Vanilla og jeg synes det er hyggeligt at komme afsted - ja så tog vi chancen og tog med alligevel. Jeg ville egentlig køre alene eftersom jeg jo har en drægtig tæve med i bagagen, men det blev i sidste øjeblik lavet om til at vi kørte sammen med Jytte og Pia i Transporteren, så vi måtte pakke alt vores habbengut over i Jyttes bil, og pakke om igen da vi mødtes med Pia ved næste afkørsel. I guder et menageri vi udsætter os selv for, for at sidde og knævre i 3 kvarter. Men det er nu hyggeligt med hyggeligt samvær.
Da vi kom til Hedensted var der nogle rigtig søde parkeringsvagter - det er ikke tit de findes, men i Hedensted gør de - så vi fik lov at køre næsten helt ind i ringen for at pakke ud, og at Jytte så "glemte" at flytte bilen - ja det skete der jo ikke noget videre ved.
Dorit og gemalen kom forbi med telt og oppakning, og eftersom Vanilla, Jytte og jeg boede alene i mit telt, så fik de husly hos os. Så kan jeg måske få husly hos jer en anden gang. Da Joachim og Betina kom med Zorba, blev Vanilla noget knotten. Jeg er sikker på hun har tænkt "ååååh nej, skal jeg nu til at knokle rundt med dem igen - fatter de dog ikke vi har klaret det" - men Zorba var jo forelsket, så han var klar til at parre igen for en sikkerheds skyld. Men sølle dreng, han kom bare med Joachim ud og trave en tur, og så kunne han ellers ta en morfar i buret.
Vi ventede og vi ventede for der var 60-70 hunde der skulle bedømmes før os - men jeg skal ligegodt love for det så gik RIGELIG stærkt da vi endelig kom til. Vores 24 samojeder blev bedømt på godt en halv time, og det er altså for hurtigt efter min mening. Man har stået i timevis (og jeg har endda kun vasket én hund) og så bruger dommeren ca. 1½ minut pr. hund - det er sku en ommer. Det var skønt at se det var "nye" hunde der vandt lidt i dag, også selvom det ikke gik så godt med mit "hængebug-svin". Hun blev placeret som nr. 4 i åbenklasse, med en bemærking om at hun har vinternæse om sommeren. Og hva så - hun er da SÅ sød alligevel. Men en fin kritik - og ja Jytte - der står hun er handlet flot. Og det bliver hun jo også når I to fører jer frem. Det bliver helt underligt den dag du selv har hund med igen, så skal jeg jo nok i ringen med Vanilla igen.

Vanilla og Jytte i ringen
Der blev rigtig hygget og solet hele dagen, og for at det ikke skal være løgn, er jeg ret sikker på at "Mogens kom forbi" i en flyver. Men det er jo nok kun os Nordjyder der ved hvem han er........
Efter udstilling skulle vi ha taget nogle billeder af diverse hunde. Jeg får det nok lært en dag, ellers må jeg melde mig på kursus hos Nana eller Anette - for jeg VIL ha det lært. Men de bliver bedre og bedre for hver gang.

Vanilla - den skønne lille ting
Se billeder af de andre hunde her >>>
Da de indbagte rejer og banankagen var kommet indenbords, måtte vi jo til det igen. Pakke telt, bure, stole, nyindkøb osv. - Ind i Jyttes bil - ud igen og flytte Pia's ting over i hendes bil - ind igen og til afkørsel 31 for at pakke det i min egen bil. Selvom man synes det er et asen og masen - ja så gør vi det jo nok igen om ikke så længe, for på udstilling det vil man jo.

Vanilla bagi Østrogen-bussen med sin "erstatnings-bamse"
1000 tak for en rigtig hyggelig dag i solen - jeg kommer selvfølgelig til Gigantium og kigger den 2. maj - dog uden hund, og når så der bliver P-kaos fordi de har været så smarte at arrangere AaB's håndbold-herres slutspilskamp mod Viborg i Is-arenaen (der deler P-plads med Gigantium) ja så snupper jeg lige håndboldkampen med, så vi først kører hjem når alle hunde-folkene er væk igen.
|